Nedenstående symptomer på søvnapnø er generelle og der er stor variation i de symptomer den enkelte oplever.
Kan du genkende dig selv i forhold til blot nogle af nedenstående symptomer bør du bede om at blive undersøgt for søvnapnø.
- Snorker højlydt
Man kan dog godt snorke meget uden at have søvnapnø og ikke alle, der har søvnapnø snorker meget. - Har pauser i vejrtrækningen
Det er pauserne, der betegnes som apnøer. Disse kan være kortvarige eller langvarige og efterfølges ofte at et “gisp” efter luft. - Ligger uroligt
Når man har søvnapnø, kommer man sjældent ned i den dybe søvn, hvor alle muskler er afslappede og kroppen ubevægelig. Skal man samtidig kæmpe for at få luft kan søvnen blive meget urolig. - Vågner pludseligt op, badet i sved
Kroppen bruger ekstra energi hvis den skal sikre at den har nok ilt. Musklerne spændes og man kan komme til at svede. Nogle gange mærkes opvågningerne ikke (såkaldte mikroopvågninger), andre gange vågner man pludseligt med hjertebanken og svedeture og må op at sidde eller stå. - Ofte skal op for at tisse
Hormoner, der udskilles under søvn, begrænser urinproduktionen. Har du problemer med din søvn producerer du ofte mere urin om natten end normalt. - Er konstant træt
Træthed er svær at måle, det er en subjektiv følelse. Når man har søvnapnø bliver kvaliteten af ens søvn dårlig og det giver i mange tilfælde problemer med træthed om dagen. - Falder uønsket i søvn i løbet af dagen
En kort lur foran fjernsynet er ikke farlig, men folk med søvnapnø bliver ofte døsige i ensformige situationer. Personer med ubehandlet søvnapnø har højere risiko for at blive involveret i et trafikuheld. Man skal ikke lukke øjnene længe før det bliver farligt, hvis man sidder bag rattet i bilen. - Har hukommelses- og koncentrationsbesvær
Når du sover bearbejder din hjerne dagens oplevelser og din hukommelse “opdateres” med nye informationer. Bliver din søvn forstyrret over lang tid, kan du derfor opleve problemer med din hukommelse. Ligeledes nedsættes ens koncentrationsevne i forhold til den mængde søvn man får. - Har morgenhovedpine
Når du vågner, bør du føle dig udhvilet. Vi kan alle vågne med hovedpine fordi vi har haft en dårlig nat. Men hvis det sker ofte kan det betyde at der er generelle problemer med din søvn. - Har forhøjet blodtryk
Personer med søvnapnø ses ofte også med forhøjet blodtryk, hvilket i mange tilfælde forbedrer sig, når de kommer i behandling for søvnapnøen. - Har manglende sex-lyst/evne
Den konstante følelse af træthed og uoplagthed kan have stor indvirkning på ens sexliv. Derudover nedsættes testosteronudskillelsen ved mænd, hvis søvnen kontant er afbrudt.
Det kan være svært at finde frem til, at man lider af søvnapnø, da man ikke selv kan se hvad der sker mens man sover. Det er derfor vigtigt at lytte til partneren og/eller familiemedlemmer i forhold til hvad der sker om natten.
På sigt er der, såfremt man ikke kommer i behandling, risiko for at udvikle alvorlige følgesygdomme. Især forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme, blodprop bl.a. i hjerte og hjerne eller diabetes. Mere end 40% af dem, der lider af diabetes, og ca. 25% af dem, der lider af KOL, lider også af søvnapnø.