Obstruktiv søvnapnø er en hindring af den normale vejrtrækning under søvnen, der giver pauser i vejrtrækningen.
Disse pauser, hvor luftvejen er helt eller delvist spærret betegnes som apnøer og en apnø kan vare fra 10 sekunder til flere minutter.
Obstruktiv søvnapnø skyldes at der ikke er nok plads i svælget. Det kan blandt andet skyldes selve ansigtsskelettets form eller mindre plads i svælget/”slapt” væv og afslappede muskler (under søvn) der forårsager, at svælget sidevægge suges ind mod hinanden og der reelt opstår en kvælning.
Resultatet er, at man ”vågner” op mange gange i løbet af natten for at få luft, og det normale søvnmønster bliver ødelagt. Disse mikroopvågninger kan man normalt ikke huske dagen efter, men man får ikke en optimal søvn.
Ved hver apnø nedsættes iltoptagelsen i blodet, hvilket på længere sigt kan give problemer med blodtryk og hjerte.
Obstruktiv søvnapnø måles i AHI (Apnø-Hypapnø-Indeks), hvor man tæller antal apnøer pr. time henover en nat og udregner et gennemsnit.
- AHI < 5 betegnes som normalt.
- AHI 5-14 Let søvnapnø, kan behandles enten med CPAP, tandskinne eller positionstræning – om behandling er nødvendig, skal vurderes ud fra symptomer og eventuelle følgesygdomme.
- AHI 15-30 Moderat søvnapnø, behandles med CPAP, tandskinne, positionstræning eller eventuel operation.
- AHI > 30 Svær søvnapnø, behandles med CPAP, tandskinne eller eventuel operation.
Obstruktiv søvnapnø er ikke en livsstilssygdom. Den rammer både børn, kvinder og mænd i alle aldre. Overvægt kan forværre søvnapnø men er kun i få tilfælde eneste grund til søvnapnøen.
Mange søvnapnø patienter snorker højlydt eller trækker vejret højlydt ind efter en apnø, men vær opmærksom på at snorken og søvnapnø ikke er det samme og man kan godt have søvnapnø uden at snorke.
