I Dansk Søvnapnø Forening har vi fået flere henvendelser fra bekymrede borgere angående de nye udmeldinger angående “prepping”.

Det kan være svært nok at skulle tage stilling til hvad man skal købe ind og have på lager af mad og vand, hvis strømmen går i flere dage – men når man også er afhængig af sin CPAP for at kunne sove, hvad gør man så?

Desværre har vi ikke en løsning vi kan præsentere dig for som søvnapnøpatient. Vi har kontaktet leverandørerne af CPAP, der heller ikke tilbyder en batteriløsning der kan bruges i flere dage.
Hos ResMed kan man købe en DC konverter, så man kan koble sin CPAP til et eksternt batteri – men hvilken type batteri du i så fald skal investere i, har vi ingen oplysninger om.
Hvis du tilslutter din CPAP til et eksternt batteri, skal du være opmærksom på at din fugter bruger en del strøm, så det vil være en god idé at slå den fra i sådan et tilfælde.

Ovenstående svar løser ikke dine udfordringer – men taler ind i den generelle problematik, der i dag rejses i medierne, hvor Danske Patienter melder ud at myndighedernes anbefalinger skaber utryghed uden at hjælpe med svar på løsninger på alt fra medicin til medicinsk udstyr der benytter strøm.

Læs dagens nyhed her:
https://www.dr.dk/nyheder/indland/prepper-raad-bekymrer-kronisk-syge-danske-patienter-frygter-medicinhamstring