Vi ønsker Karin Jeppesen et stort tillykke med den flotte 2.plads og de 600.000 kr. til projektet “Sov godt – Patienter med søvnapnø har brug for behandling”
Tak til alle dem der stemte på Karins projekt.
Du kan læse mere HER
*****
Region Syddanmark vil i 2023 anvende 2 mio. kr. på projekter, der inddrager borgere i den lokale forskning.
Et at de projekter der deltager i årets konkurrence, handler om søvnapnø!
Formålet med Region Syddanmarks projekt ”Et Sundere Syddanmark” er, at det skal bidrage til, at sundhedsforskning, forskningsspørgsmål og forskningsresultater er relevante og hurtigt kan omsættes til gavn for den enkelte borger i regionen og folkesundheden.
Projektet samarbejder aktivt med TV SYD og TV2 FYN for at styrke den brede dialog i offentligheden ved at borgerne kan stemme på det projekt, som de synes, har størst videnskabelig betydning.
I uge 39-40 præsenteres de fem finalistprojekter på sociale medier samt i TV SYD og TV2/FYN og én af de 5 finalister er projektet ”Sov godt – Patienter med søvnapnø har brug for behandling”.
Projektet bliver præsenteret den 3. oktober i TV SYD og TV2/FYN kl. 19.30-20.00 og du kan stemme på projektet ved at sende en SMS til 1220 med teksten sund2
Vinderne annonceres ved finaleshowet den 11. oktober.
“Sov godt” projektet ledes af læge og ph.d.-studerende Karin Jeppesen fra Øre-næse-halskirurgisk afdeling på Sygehus Sønderborg.
Målet med forskningsprojektet er at hjælpe flere patienter med søvnapnø til at få en optimal behandling, især alle dem, som ikke lykkes med CPAP og derfor har brug for, at vi i Danmark tilbyder andre behandlingsmuligheder. Målet er, at hver enkelt patient i fremtiden kan få en mere skræddersyet behandling, så både patienter og pårørende kan sove godt.
Projektet består af flere dele.
I Karin Jeppesens ph.d.-studie analyseres registerdata fra Danmarks Statistik og Sundhedsdatastyrelsen for sammenhænge mellem blandt andet komorbiditeter (følgesygdomme) og
søvnapnøpatienter diagnosticeret tilbage til 2010. Der er her tale om meget store datamængder der sammenholdes med telemedicinske data for mere end 9.000 søvnapnø patienter fra Sønderborg og Køge, hvor man ser på patienternes brug af CPAP.
Målet er at kunne gruppere søvnapnøpatienterne bedre. Således at man ud fra informationer om patientens generelle helbred i fremtiden vil kunne tages bedre beslutning om behandlingsform, hjælp til opstart af CPAP-behandling og generel opfølgning.
Desuden er man i gang med en anden del af projektet. Et interview studie, hvor man taler med 10 patienter der kom godt i gang med CPAP-behandling efter diagnose og 10 der har haft problemer med opstart.
Disse interviews skal give en detaljeret indsigt i hvilke faktorer der har betydning for om CPAP-behandlingen følges eller ej. F.eks. har sygeplejerskerne, der udførte samtalerne bidt mærke i hvor stor betydning de pårørende har i forhold til opbakning til behandlingen.
En sidste del af projektet udføres i samarbejde med Poul Jennum, professor fra Dansk Center for Søvnmedicin. Poul Jennum har data tilbage fra 1980erne, hvor man først
begyndte at diagnosticere søvnapnøpatienter i Danmark. Hans data kan i sammenligning med nyere data give et unikt indblik i udviklingen og behandlingen af søvnapnø i Danmark.