Kasper Friis fra Mediecentralen, har lavet 3 podcasts for Danmarks Frie Forskningsfond, der handler om Søvn og Sundhed. Her kan du blive klogere på noget af det der forskes i, og hvilken betydning det i fremtiden kan få for vores viden om og behandling af søvnproblematikker.

I forskningsprojektet youSleep arbejder man på at udarbejde en AI model til søvnanalyse. På baggrund af data fra mere end 300.000 nætters søvnmålinger, vil systemet snart kunne lave analyser på få sekunder – i første omgang til forskning og med tiden måske i klinisk praksis, hvis systemet bliver certificeret.
Klik her for at høre interviewet med Professor Christian Igel

På Københavns Universitet undersøger Lektor Celia Kjærby, hvad der sker i hjernen, mens vi sover, og hvad der sker i søvnen, når vi bliver ældre. I podcasten får vi en forklaring på søvnens stadier og hvilken betydning søvnfaserne har for vores hukommelse.  Håbet er, at forskningen, der undersøger processerne for hjernens ”rensevæske” på sigt vil kunne hjælpe ældre med dårlig hukommelse.
Klik her for at høre interviewet med lektor Celia Kjærby

Der er en sammenhæng mellem depression og søvn, og måske kan det hænge sammen med, at der er rod i ens indre ur. Professor Martin Fredensborg Rath forsker i vores indre ur, der styrer vores døgnrytme. Han arbejder med sammenhængen mellem cellerne i hypotalamus og kommunikation til klokkegener i kroppen. Her har forsøg med mus og rotter vist, at forstyrrelser i disse celler og gener giver store problemer med døgnrytmen. Forskningen har store perspektiver omkring videre forskning indenfor depression og sammenhængen mellem døgnrytmer og specifikke hormoner. Klik her for at høre interviewet med Professor Martin Fredensborg Rath