I går kom der en nyhed fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, at regeringen vil afsætte 160 mio. kr. til forskning i kvinders sundhed over de næste 4 år.
Det glæder os i Dansk Søvnapnø Forening, at der også kommer fokus på sygdomme, der viser sig forskelligt hos kvinder og mænd. Vi håber at søvnsygdomme får en plads i det nye center, da det er kendt at symptomerne for søvnapnø ofte er forskellige for kvinder og mænd, samtidig med at der stadig hersker en misforståelse omkring søvnapnø som en mandesygdom.
Vi hører ofte historier fra kvinder, der i årevis har været frem og tilbage til lægen med symptomer, der er blevet slået hen som stress, overgangsalder eller “noget man må leve med” – og så viser det sig at der er tale om søvnapnø, der kunne have været behandlet.