Torsdag den 11. september afholdt ResMed søvn og respirationskonference i Kolding. Konferencen var henvendt til sundhedspersonale indenfor søvn og respirationsområdet – og her fik jeg mulighed for at holdet et indlæg sammen med vores medlem Mathias Frostholm.

Med undgangspunkt i præsentationer omkring Tidens Trends og fremtidens sundhedssystem, er det klart at vi går en tid i møde hvor mere og mere patientpleje systematiseres og automatiseres. Det stigende antal patienter med søvnapnø betyder nødvendigvis ikke at der tilføres flere ressourcer til området.

Det var derfor spændende at høre, hvordan man på et stort sygehus i Finland havde arbejdet med behandlingsopstart i grupper, videoassisteret opstart og bedre brug af teledata (de data der sendes fra ens CPAP til klinikken). I Finland oplevede man i 2019 det man kan kalde en “søvnapnø-epidemi” med mange flere udredninger end man plejede at få – sikkert ikke fordi flere fik søvnapnø, men fordi opmærksomheden var stigende. Hvorvidt deres tiltag har givet øget patienttilfredshed findes der desværre ikke målinger på, men arbejdsgangene har gjort at der er mere tid til at fokusere på de patienter der har behov for ekstra hjælp til deres behandling, mens andre skal klare mere selv.

I foredrag fra Eva Kirkegaard Kiær, formand for Dansk Selskab for Søvnkirurgi og Tina Lildal, formand for Dansk Selskab for Søvnmedicin blev der fortalt om behovet for ensretning af retningslinjerne for behandling af søvnapnøpatienter på baggrund af sidste års anbefaling fra Danske regioner. Dette arbejde er til dels gået lidt tabt i det store arbejde med sundhedsreform og sammenlægning af regioner. Behovet er dog tydeligt og der arbejdes videre på sagen fra de medicinske selskaber.

Jeg fik mulighed for at fortælle om Dansk Søvnapnø Forenings arbejde med at udbrede viden om søvnapnø og havde Mathias Frostholm med som gæst.
Mathias fik en søvnapnø diagnose da han var 27 år og manglede helt klart viden om sygdommen og andre i egen aldersgruppe at spejle sig i. I løbet af de sidste år har han deltaget i nyhedsudsendelser og podcasts om emnet. På hans sociale medier har han mere en 60.000 følgere, og her gør han meget ud af at fortælle om livet med søvnapnø. På konferencen gjorde han opmærksom på at det er vigtigt at sundhedspersonalet er opmærksomme på de yngre patienter og forstår at formidle viden om sygdommen og vigtigheden af behandling, på en måde der også er relevant for de yngre patientgrupper.