Da Regeringen præsenterede den nye sundhedsreform sidste år, var et af tiltagene i reformen de såkaldte kronikerpakker, der skal sætte fokus på personer, der lever med kroniske sygdomme.
Disse pakker skal minde om det vi kender fra kræftpakkerne og målet er, at sikre patienterne ret til en samlet pakke med sundhedsindsatser, der er tilpasset den enkelte. Pakkerne skal indeholde bestemte sundhedsindsatser og personlig behandlingsplan med klare frister, hvor patientens egen læge skal være tovholder og der sikres et mere sammenhængende forløb.
Indtil videre er der udnævnt 4 pakker, KOL, Ryg/lændesmerter, Diabetes2 og Lungesygdomme der omkring 2030 vil blive fulgt op af pakker omkring multisygdom.
Der er ingen plan for søvnapnø, ligesom der heller ikke er planer for pakker for en lang række andre sygdomme, der rammer bredt i befolkningen. Det er dog kendt at søvnapnø ofte ses i sammenhæng med flere af de sygdomme, der i løbet af de næste 5 år vil få et pakkeforløb.
I Dansk Søvnapnø Forening blev vi, sammen med en række andre foreninger, via Danske Patienter, inviteret med til et møde i Sundhedsministeriet, hvor rammeværket for pakkerne blev sidstebehandlet. Her var der mulighed for at kommentere på de overordnede rammer og få indsigt i hvordan pakkerne skal udmøntes i praksis.
Når arbejdet omkring de enkelte pakker går igang ser vi gerne at der sker øget fokus på sammenhænge mellem sygdomme og at patienten ikke kun ses som en enkelt diagnose, men som en person, der måske har brug for at der bliver taget hånd om flere problematikker samtidig, så det er et arbejde vi vil følge med stor interesse.